Forside / Indsigtsordning / Indsigtsordningen

Indsigtsordningen

En fysisk eller juridisk person kan anmode TET om at undersøge, hvorvidt PET uberettiget behandler oplysninger om den pågældende.

En i Danmark hjemmehørende fysisk eller juridisk person kan tillige anmode TET om
at undersøge, hvorvidt FE uberettiget behandler oplysninger om vedkommende.

Sådan undersøges din anmodning

Når TET modtager en anmodning om at undersøge, hvorvidt PET og/eller FE uberettiget behandler oplysninger om dig, foretager tilsynet en undersøgelse heraf hos PET og/eller FE. Det er TET’s opgave at sikre, at hverken FE eller PET uberettiget behandler oplysninger om fysiske eller juridiske personer.

TET har adgang til enhver oplysning og alt materiale, der måtte være af betydning
for undersøgelsen.

Såfremt TET finder, at en efterretningstjeneste uberettiget behandler oplysninger om dig, vil tilsynet pålægge PET og/eller FE at slette oplysningerne.

Når TET har sikret, at PET og/eller FE ikke uberettiget behandler oplysninger om dig,
giver tilsynet dig meddelelse herom. TET undersøger af egen drift, om særlige forhold taler for at pålægge PET og/eller FE at give hel eller delvis indsigt i oplysninger, som tjenesterne behandler om dig, eller indsigt i, hvorvidt PET og/eller FE behandler oplysninger om dig.

Sådan besvares din anmodning

TET kan kun meddele, at der ikke uberettiget behandles oplysninger om dig. TET kan
således ikke meddele, om der slet ikke behandles eller om der har været behandlet
oplysninger om dig. TET kan heller ikke meddele, om der berettiget behandles eller
har været behandlet oplysninger om dig.

Mulighed for aktindsigt

I helt særlige tilfælde kan TET pålægge PET og/eller FE at give dig indsigt i, hvorvidt
en efterretningstjeneste behandler oplysninger om dig, og i så fald hvilke oplysninger de behandler.

Vurderingen af om en anmodning om aktindsigt bør imødekommes vil eksempelvis
kunne afhænge af om det vedrører forhold som kan give alvorlige psykiske skadevirkninger for dig, ved ikke at få oplyst, om du er registreret eller ej. Ligeledes vurderes det i tilfælde hvor en uberettiget behandling af personoplysninger har påført dig væsentlig skade, og der ikke er afgørende hensyn, der taler imod helt eller delvist at give indsigt. Du kan fremsende dokumentation for, at sådanne særlige forhold gør sig gældende, hvis du ønsker at søge direkte indsigt.

Sagsbehandlingstider

TET kvitterer for modtagelsen af din henvendelse inden for få dage.

TET bestræber sig for at besvare din henvendelse så hurtigt som muligt. Du er velkommen til at kontakte TET på tlf. +45 25 50 10 34, hvis du har spørgsmål. TET har telefontid alle hverdage mellem kl. 9:00 og 12:00.

Du kan læse mere om den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for anmodninger om indirekte indsigt under TET i tal.

Anmodning om ny undersøgelse

Når du har fået meddelelse om, at der ikke uberettiget behandles oplysninger om dig, er du ikke berettiget til en ny undersøgelse om samme spørgsmål, før der er gået seks måneder fra seneste meddelelse.